Seneste nyt
Seneste nyt

MiljøregnskabSe vores grønne regnskab... Læs mere...

Test din viden om hybrid, og vindAuris hybridLæs mere...

pageheader

Billede

 

Navnet STS Biler stammer tilbage fra 1969, hvor 3 unge mennesker fra Herningkanten – Per Sander, Jens Tang samt Leif Sørensen startede bilforretning på adressen Østerport i Holstebro. Året efter trækker Leif Sørensen sig fra samarbejdet, men navnet STS Biler bibeholdes. Senere flyttede STS Biler til adressen Lundholmvej 1, hvor Holstebroafdelingen siden da har haft til huse. I de år var STS Biler DOMI-forhandler, og Kai Mikkelsen var lagerchef hos STS Biler.

 

10 år efter
Af avisudklip fra STS Bilers 10 års jubilæum fremgår det, at man er vokset til 25 medarbejdere, og at 4 medarbejdere, bl.a. Kai Mikkelsen får overrakt en 10-års sølvnål, fordi de har været i virksomheden i alle 10 år. Så allerede dengang var der tradition for, at medarbejderne blev længe hos STS Biler. Jubilæet blev behørigt fejret med middag på Hotel Schaumburg.   

 

Bliver Toyotaforhandler


Videre fortæller den gamle scrapbog os, at STS Biler i februar 1981 overtager forhandlingen af Toyota i Holstebro, og at det mærke har man med held holdt ved lige siden.


Med Toyota går det fremad, mærket bliver et af Danmarks førende, og STS Biler vokser støt. En af de oprindelige stiftere, Jens Tang, starter for sig selv som Mazdaforhandler i Holstebro, og dermed er kun Per Sander tilbage af de oprindelige stiftere.

 

Medarbejderne overtager forretningen
I december 1990 sælger Per Sander STS Biler til 4 af sine medarbejdere: Ejgild Christensen, Kai Mikkelsen, Henny Pasgaard og Finn Overgaard Sørensen. De fire har længe haft lyst til at blive selvstændige, og da Per Sander ønsker at geare ned, griber de chancen.

 

STS Biler udvikler sig fortsat godt med de fire ved roret i et effektivt samarbejde i en bilforretning, der fortsætter med at vokse støt og roligt. Af helbredsmæssige årsager trækker Finn Overgaard Sørensen sig tilbage i 1996. Samme situation gør ligeledes, at Henny Pasgaard udtræder af selskabet i 2001, og dermed står Ejgild Christensen og Kai Mikkelsen tilbage ved roret hos STS Biler.

 

Kvalitet, kvalitet og atter kvalitet


At STS Biler altid har været godt ledet, vidner flere kvalitetspriser om. STS Biler er tidligt ude med at blive DAF-certificeret, og man ligger fornemt placeret i Toyotas eget kvalitetsprogram, Customer Satisfaction. I 1998 kåres STS Biler som en af de bedste af samtlige af landets Toyotaforhandlere i kategorien ”eftermarked” og belønnes med en forgyldt boomerang, som er kvalitetsprogrammets mærke. Så meget mere bemærkelsesværdig en præstation, da man en stor del af året har ligget i byggerod, mens hele forretningen blev bygget om til et topmoderne bilhus.


Det er i øvrigt værd at bemærke sig, at netop boomerangen fra kvalitetsprogrammet i dag indgår i STS Bilers logo. Det er ganske enkelt, fordi filosofien er, at tilfredse kunder kommer tilbage. Boomerangerne skal minde om, at kvalitet i alle led er afgørende.

 

Lemvig kommer med
Udviklingen i bilbranchen generelt gør, at der skal større enheder til, hvis der skal være en perspektivrig fremtid i at drive bilforretning. Hos STS Biler har man antennerne ude, og i starten af år 2000 overtager man Toyotaforretningen i Lemvig – Leander og Jacobsen.

 

To bliver til fire


Det er hårde år i bilbranchen, og lukninger og fusioner præger billedet landet over. Der lægges om. Mange tager flere mærker ind i deres forretninger – importører fyrer forhandlere på stribe, og det er virkelig en periode med store omvæltninger for bilbranchen. Det er nu fårene skilles fra bukkene.


Der er dog stadig fremgang hos STS Biler. Det er nu, at den kraftige satsning på kvalitet i det daglige arbejde, både på værksteder og i kundebetjeningen, for alvor viser sig at bære frugt.

 

Leo Vestergaard med Toyotaforhandlingen i både Ikast og Herning har i nogen tid ønsket at trække sig tilbage til et velfortjent otium, og STS Biler overtager de to veldrevne Toyotaforretninger efter Leo Vestergaard.

 

Dermed er vi fremme ved STS Biler, som vi kender det i dag. En topmoderne bilforretning og tilmed landsdelens største.

 

Med de visioner, der er for fremtiden, tyder alt på, at udviklingen, også i årene fremover, bliver værd at holde øje med.

 

Og de gamle dyder holdes i hævd. Medarbejderne er der i mange år, og kvalitet og kundetilfredshed er højt værdsatte begreber og mål i det daglige.